Credit: Miriams blok – en blog som jeg ikke kan fatte at jeg først har opdaget nu.
Trods titlen på indlægget har jeg aldrig set mere end en episode eller to af den populære serie, men elsker hele hemmelighedskræmmeriet i den. Af samme grund sluger jeg Miriam’s Shh indlæg råt, og har læst alle af dem til gengæld. Især ovenstående hemmelighed fniste jeg lidt af. Fun fact, så er indlæggene inspireret af Postsecret, som jeg selv har været fan af i lang tid (og derfor også vil anbefale i hoved og røv). Det var lige et hurtigt indlæg herfra, men vender nok tilbage senere i dag.. Eller gør jeg? Who knows.
Jeg er kommet frem til den overbevisning at mit liv ville være meget mere zen, hvis det kun udtog sig i beige nuancer. Jeg sidder pt med en cafe latte ved min side (velsignet være min mælkeskummer), en skål havregrød (lavet med en klat smør, klump brun farin, og rigeligt kanel, så grøden smager som indersiden af en kanelsnegl), der begge fint står på min træ-plade. Og jeg har det altså rimelig zen (kunne også skyldes at jeg hører denne sang, som jeg var helt vild med i 2012 og nu har genopdaget). Derudover er der jo alle de fine ting på collagen ovenover, som jeg er sikker på har evnen til at forbedre livskvaliteten markant: Der er en masse camel selvfølgelig, som er den der forbandende smukke farve, jeg glædeligt ville iføre mig i fra top til tå (ejer allerede jakke + strik fra H&M – er forresten iført sidstnævnte – kan lige så godt investere i Mango bukserne også). Som tilbehør til mit full-on camel suit ville jeg smide et cashmere tørklæde fra Lala Berlin på samt et par rib sokker fra Asos i samme kvalitet (og uhyre prisleje). Hvis jeg rigtig skulle gå all-out, ville jeg også smide Acne trøjen med i kurven, bare fordi.. Til sidst er der den lille Starbucks pose, som skal repræsentere al mit lattedruk på det seneste (fun fact: har drukket uforskammet mange “skinny vanilla lattes”- yes, jeg er sådan én – i Californien i sin tid.) Men måske er det også fint at alt ikke er beige, så man undgår at ligne en der bor i en Buch Copenhagen butik.
Undskyld sloganstitlen, men dagens indlæg har lidt af en morale med sig, og derfor så jeg det egentlig passende nok. Hvis du ikke lige er i humør til de større tænkerier, kan du jo bare nyde billedet (find forresten hele den geniale fotoserie her). Men ja, here goes:
Et af de mennesker jeg har holdt allermest af, er død. I søndags var det faktisk præcis seks år siden at det skete. Jeg snakkede om det med en anden, som jeg også holder rigtig meget af, i dag. På et tidspunkt fortalte jeg om det liv som jeg havde ønsket for førstnævnte, hvis han havde overvundet sin sygdom: ”blive skilt.. få den der hytte i Sverige.. bruge sine dage på at fiske, samle frimærker, kigge på fugle, og alle de andre skøre ting, han holdt af som barn.. leve med overskud til dem han holdt af, samt med glæde til livet og ikke mindst sig selv – altså cirka stik modsat af dét han gjorde i sin sidste levetid.. få lov til at være ung igen af sind, og bevare den nysgerrighed for livet der følger med..” Efter min lille enetale (der cirka lød sådan der), spurgte min veninde mig, hvorfor jeg ikke ønskede de samme ting for mig selv nu? Altså i stedet for at holde fast ved alle de negative aspekter af afdødes liv, så fokusere på de gode ting der engang var (og kunne have været mulige i en post-sygdom fremtid)?
Puha, det var noget af en emotionel mavepuster jeg fik mig, men på den gode måde (mavepuster er nok ikke den rette metafor, siden de er lavet af ren ondskab – lidt ligesom papirsnit og pletblødning). Det er ikke fordi jeg skal til at flytte på ødegård nu og fiske til mine dages ende, men moralen var bare at det er OK at gå efter egen ”happy ending” – også selvom han aldrig får sin.
Efter metaforer og følelser ad libitum i går, ta’r vi lige en stille og rolig tøjsætscollage i dag. Det ovenstående var rimelig meget hvad jeg havde på, på tur til Maga i formiddags (det er snart mit andet hjem). Havde dog bare plain hvide sokker på, og så er mit DW ur faktisk mørkebrunt.. Det blev tilsat den der knold-frisure, hvor det kun er halvdelen af håret, der er opsat, samt ingen makeup (bortset fra markerede bryn self- gotta have strong brow game.) Alt i alt rimelig flashback-indbydende til sen halvfemserne/start nullerne (tror jeg da; gik selv mest op i Britney Spears, hårmascara, og tamagotchi-fodring på dét tidspunkt). Nå, fik faktisk også købt noget i dag, nemlig denne her mohair strik i camel fra H&M. Desuden vil jeg få overtalt min mor til at købe denne her frakke i camel (det er en fantastisk farve okay, også selvom man ser lidt gullig ud med det) til mig, og håbe der stadig er lidt plus på medlidenhedskontoen.
Fik ikke lige blogget i går, da jeg havde travlt med at få nogen livslektioner smækket i fjæset. Kort version: Har sgu egentlig nogle virkelig gode veninder. Samt nogen mindre gode. En længere version: Efter en “turbulent” morgen (tænk Girl, Interrupted) bliver jeg hevet ud af sengen af en veninde, som tager kærlig hånd om mig hele dagen. Om aftenen overtager veninde nr 2, der også tager hånd om mig (bonus: får pizza, Harry Potter og lemonginger te). I morges var jeg så, med veninde nr 2, til brunch der sandsynligvis vinder titlen som “Årets længste” (hvilket vi opdager da vi ser at P-billetten, der skulle holde 3-4 timer, er lige ved at løbe ud.)
Min pointe med denne her lettere afstumpede historie om det sidste døgns hændelser er, at det først er når man står i ilden, man finder ud af hvad ens venner er “lavet af”: Der er dem som vender om og løber ved synet af flammerne, også er der dem som i stedet hiver én ud – også selvom man stadig brænder og nok vil gøre det i et godt stykke tid endnu. Det irriterende er at man ikke på forhånd kan vide hvilke venner der er hvad (kunne godt bruge en sorting hat), men det vigtigste er nu engang at blive bekræftiget i at de “brændsikre” alligevel findes. Nå, nok metaforer for nu (er muligvis blevet inspireret af føniksen fra Dumbledore’s kontor samt af Disclosure, der stadig kører på repeat).
Udover ild, magi, og venskab, fylder tatoveringer også godt i mine tanker på det seneste (hvilket forklarer den ovenstående collage – lavet udelukkende med Pinterest-billeder, bien sûr). Har allerede mit “spirit animal” på ryggen, lavet for cirka et år siden, som godt snart må få selskab. Hvad der bliver den næste i rækken er der rigeligt med ideer til, men ingen aha!-fornemmelse om noget bestemt endnu (kunne også bare få lavet et lyn i panden.. dog kun hvis brændende-fornemmelse-når-ondskab-er-nær funktionen følger med.)
